Størstedelen af de små og mellemstore virksomheder samt en stor del af de store virksomheder, er såkaldt ejer ledede virksomheder. En ejerleder er her både den daglige leder samt virksomhedens ejer. En ejerleder kan have købt virksomheden, men ejerlederen kan også have startet virksomheden helt fra bunden som iværksætter. Uanset hvad er det typiske billede at en ejerleder har været ejerleder for virksomheden igennem adskillige år.
En ejerleder anser normalt sig selv for at være den bedste og måske eneste egnede til at lede virksomheden, samtidig med at virksomheden normalt bliver som både et ekstra barn og som en hobby for ejerlederen. Derfor ønsker størstedelen af ejerlederne reelt ikke at overdrage deres virksomhed til andre, end ikke til deres egne fysiske børn.
Når en ejerleder skal overdrage en virksomhed til en søn eller til en datter, er der derfor mange ting der skal tages højde for udover de skatteretlige generationsskiftemodeller.
Jeg skal overtage mine forældres virksomhed
Som søn eller datter af en ejerleder er det naturligt at du på et tidspunkt skal overtage dine forældres virksomhed. Men det er ikke sikkert. Som tidligere nævnt har en ejerleder nærmest pr. definition store følelser for sin virksomhed og det er en helt naturlig overvejelse for en ejerleder at tænke rigtig meget over om du har de rette kvalifikationer til at føre virksomheden videre. Og selvom det kan gøre ondt og give store gnidninger i familien, findes der eksempler på ejerledere som har valgt at sælge deres virksomhed ud af familien i stedet for at generationsskifte virksomheden til de naturlige arvtagere. Det bemærkes dog, at såfremt den kommende generation ikke har de fornødne evner og/eller den fornødne indstilling, er det i både deres og virksomhedens interesse at sælge virksomheden ud af familien hvorved virksomheden overlever og børnene får en stor pose penge i stedet for at køre virksomheden mod konkurs.
Der kan naturligvis også være andre gode grunde til at sælge virksomheden ud af familien, eksempelvis ved at der kommer et købstilbud man bare ikke kan sige nej til, eller ved manglende tro på at virksomheden er levedygtig i fremtiden uanset hvem der leder den. Sidstnævnte kan også være grunden til at du som søn eller datter af en ejerleder slet ikke ønsker at overtage virksomheden. Mange ejerledere går før eller siden i stå og gør som vi plejer. Som følge af den teknologiske udvikling mv. kan en sund virksomhed derfor miste sit fremtidige eksistensgrundlag, og i en sådan situation er det ikke tilrådeligt for dig at overtage virksomheden.
Er du søn eller datter af en ejerleder, og ønsker du at føre dine forældres virksomhed videre som ny ejerleder, skal du derfor først og fremmest vise dine forældre at du er den bedst egnede til at lede virksomheden i fremtiden. Dette gør du ved at udvise interesse for virksomheden og ved at komme med gode ideer til forretningsudvikling. Dog skal du passe meget på at dine ideer ikke tolkes som kritik af det nuværende, dvs. af den måde som din mor og far har valgt at lede virksomheden på og den forretningsstrategi de har udviklet.
Selve generationsskiftet
Som søn eller datter har du formentligt den udfordring at du skal købe en dyr virksomhed uden at have ret mange penge at betale med. Derfor bør du rådføre dig hos en statsautoriseret revisor, da der er forskellige generationsskiftemodeller som hjælper med både finansiering og med at spare penge i skat. Eksempelvis kan du succedere i en virksomhed eller i et aktieselskab, hvilket betyder at du betaler færre penge for selve virksomheden nu, mod at overtage en skattebyrde som skal betales på et senere tidspunkt.
En ting er dog selve generationsskiftemodellen, noget andet er den faktiske overtagelse af ledelsen. Det er bestemt ikke ualmindeligt at medarbejderne har været i virksomheden i mange år og mener at du som forkælet barn har fået en virksomhed du ikke er egnet til at drive. Du skal derfor være opmærksom på at du helt sikkert skal gøre dig ekstra fortjent til medarbejdernes respekt og loyalitet, hvilket ikke nødvendigvis er muligt uden en vis tvungen udskiftning i personalet.
Hvor kan jeg få hjælp til et generationsskifte?
Visse statsautoriserede revisorer, men ikke alle statsautoriserede revisorer, er eksperter i generationsskifter. Disse statsautoriserede revisorer har medvirket ved adskillige generationsskifter og ved hvilke udfordringer du har som ny generation og hvilke udfordringer den nuværende ejerleder står overfor. Disse statsautoriserede revisorer kan derfor rådgive begge generationer hvis det ønskes og dermed afhjælpe mange af de gnidninger der kan opstå i et generationsskifte. Herudover kan statsautoriserede revisorer naturligvis hjælpe med at sikre at den nuværende ejer har tilstrækkelig pensionsopsparing fordelt på ”rigtige” pensionsordninger, opsparing i holdingselskab, opsparing i friværdi mv., ligesom den statsautoriserede revisor hjælper den nye generation med at sikre at de har likviditet til at betale for virksomheden, at virksomheden har likviditet til at fortsætte driften osv. Efterfølgende kan du som ny ejerleder få ledelsessparring hos din statsautoriserede revisor.
Be First to Comment