Danske trykkerier er blevet langt mere bevidste om miljømæssig og social ansvarlig produktion af tryksager, end det var tilfældet for 25 år siden. Faktisk er vi meget længere fremme end mange af vores udenlandske konkurrenter, og den markedsposition er vigtig at fastholde.
Også indenfor den teknologiske udvikling af trykmaskiner er der sket rigtig meget, og de nyeste trykmaskiner er udviklet med et stort fokus på miljøvenlig produktion.
Vælg et trykkeri med de rigtige certificeringer
Antallet af forespørgsler på miljøvenlig produktion af tryksager fra kundernes side halter dog stadig noget bagud i forhold til, hvad mulighederne er i dag. Det skyldes sandsynligvis manglende viden om, hvor nemt det egentligt er at være miljøbevidst, når man køber tryksager. I den grafiske branche er der flere både nationale og internationale mærkeordninger, som stiller skrappe krav til miljøvenlig produktion af tryksager. Det er derfor vigtigt, at man vælger et trykkeri med de rigtige miljø certificeringer.
ReklameTryk Herning er både Svanemærket, FSC og ClimateCalc certificeret. Det betyder, at virksomheden har forpligtet sig til at efterleve en række skrappe krav til bl.a. minimering af affaldsmængden, brug af vegetabilske trykfarver, vandbaseret sæbeholdigt fremkaldervæske, bæredygtigt papir og meget andet. Derudover kan virksomhedens klimabelastning beregnes helt ned på den enkelte tryksags niveau, hvilket gør det muligt at lave tiltag, som kan reducere CO2 udledningen på den enkelte tryksag.
FSC certificering
FSC står for Forest Stewardship Council, og er en international mærkeordning med krav til bæredygtig og ansvarlig skovbrug. I en FSC-skov bliver der ikke fældet mere træ end skoven selv kan nå at reproducere. Samtidig bliver både dyr og planteliv beskyttet ligesom de mennesker, der arbejder i skoven er sikret ordentligt sikkerhedsudstyr, uddannelse og gode lønforhold.
Som FSC certificeret trykkeri, forpligter virksomheden sig til at købe papir, som er fremstillet af træ fra FSC-skove. Hvert enkelt produktion kan spores, hvorved både trykkeri og kunder kan sikre at de medvirker til bæredygtig og ansvarlig drift af verdens skove.
Svanemærket
Det nordiske Svanemærke er det officielle miljømærke i Danmark. Svanemærket blev etableret i 1989 af Nordisk Ministerråd og Danmark kom med i ordningen i 1997. I dag anvendes Svanen i alle de nordiske lande: Danmark, Norge, Sverige, Finland og Island. For at opnå retten til at benytte Svanemærket skal en virksomhed opfylde en række kriterier, som begrænser virksomhedens belastning af miljøet. Det være sig bl.a. krav til affaldshåndtering og minimering af samme, anvendelsen af vegetabilske trykfarver og vandbaseret fremkaldervæske og meget mere. Hos et Svanemærket trykkeri kan kunderne desuden få produceret Svanemærkede tryksager, som kræver at tryksagen fremstilles på Svanemærket papir.
ClimateCalc certificering
ClimateCalc er et beregningsværktøj, som kan beregne den enkelte tryksags klimabelastning. Ethvert produkt belaster miljøet i hele sin livscyklus fra det fremstilles og anvendes, til det ender som affald og evt. genbruges. Med ClimateCalc kan man frembringe eksakt information om det individuelle produkts klimabelastning og på den baggrund kan tryksagskøberen sammen med trykkeriet foretage en prioriteret indsats for at nedbringe klimabelastningen. Efterfølgende kan der endvidere købes kompensation for produktets endelige klimabelastning. En sådan tryksag påføres en QR kode, hvor beregningen og evt. kompensationen kan verificeres.
Det grafiske CSR kodeks
ReklameTryk er også tiltrådt det grafiske CSR-kodeks, som er udarbejdet af Grafisk Arbejdsgiverforening og HK/Privat og målrettet den grafiske branche. Kodekset foreskriver nogle skrappe retningslinjer omkring social ansvarlighed i forsyningskæden for fremstilling af tryksager. Det betyder, at ReklameTryk ikke bruger leverandører, som er involveret i korruption, overtrædelse af menneskerettigheder, arbejdsrettigheder og miljølovgivningen i produktionslandet.
Så vælg et trykkeri med den rigtige miljømæssige holdning og de rigtige certificeringer næste gang, der skal købes tryksager i virksomheden.
Om ReklameTryk
ReklameTryk er et højteknologisk trykkeri med prepress, offset trykkeri, bogbind og storformat print afdeling under samme tag. Virksomheden ligger lidt nord for Herning, har eksisteret siden 1987 og beskæftiger ca. 35 medarbejdere.
Be First to Comment